Diabetes og dine nyrer
Dine nyrer har en række livsvigtige funktioner.
Udskillelse af affaldsstoffer fra kroppen
Nyrerne udgør sammen med leveren de to organer, der skiller kroppen af med uønskede affaldsstoffer, som ikke er brugbart i systemet. Eksempler på affaldsstoffer er karbamid, som er et urinstof der stammer fra nedbrydning af proteiner og kreatinin. Det kan være kemiske affaldsstoffer vi indtager gennem fødevarer, drikkevarer, cremer vi smører på kroppen osv.
Udskillelse af fremmede stoffer i kroppen
Fremmede stoffer kan for eksempel være medicin og andre lægemidler. Disse indeholder utallige kemiske stoffer, som kroppen ikke kan bruge til noget.
Regulering af kroppens salt-vand- og syrebalance
Nyrerne er helt afgørende for, at kroppen holdes i balance med hensyn til dens indhold af salt, vand og syre. Hvis nyrerne ikke fungerer, får man store problemer med ophobning af disse stoffer i kroppen.
Dannelse af hormoner
Der dannes flere vigtige hormoner i nyrerne, som for eksempel erytropoietin, som nok er bedre kendt som EPO. EPO har stor betydning for dannelsen af røde blodlegemer i knoglemarven. Mangel på EPO i kroppen, er en vigtig årsag til, at nyrepatienter ofte har blodmangel. Et andet hormon som er endnu vigtigere for personer med diabetes er renin. Renin spiller en væsentlig rolle i reguleringen af blodtrykket. Yderligere har nyrerne en vigtig opgave i forbindelse med dannelsen af D vitamin, der er betydningsfuldt for kroppens optagelse af kalk, samt indbygning af kalk i knoglerne. (1) (2)
Når man har for meget glukose i blodet, arbejder nyrerne på højtryk. Hvis det foregår over en længere periode, får man simpelthen nyresvigt. Hvis du får nyresvigt, skal du i dialysebehandling. En dialysebehandling gør nyrernes arbejde, og renser dit blod. Du kan risikere at skulle i dialysebehandling flere gange om ugen, indtil du kan få en nyretransplantation.
Du skal have udført følgende tests mindst en gang om året, for at sikre at dine nyrer fungerer godt:
- En urintest, hvor der testes for protein i urinen
- En blodprøve, hvor der testes for kreatinin, som er et affaldsprodukt
Nogle typer blodtrykssænkende medicin, kan faktisk hjælpe med at forhindre nyreskader. Spørg din læge, om denne medicin eventuelt kan hjælpe dig.
Du kan også hjælpe med at forhindre nyreproblemer ved at:
- Huske at tage din medicin, hvis du har forhøjet blodtryk
- Spørge din læge eller din diætist, om du skal spise mindre proteinholdige fødevarer, såsom kød, fjerkræ, ost, mælk, fisk og æg
- Holde dit blodsukker og blodtryk så tæt på normal som muligt
- Rygestop
Du bør kontakte din læge med det samme, hvis du får en blære- eller nyreinfektion. Tegn på blære- eller nyreinfektioner er uklar eller blodig urin, smerter eller brændende fornemmelse når du tisser, og at skulle tisse ofte eller i en fart. Rygsmerter, kulderystelser samt feber er også tegn på en nyreinfektion.